Min vej til healeren.
Der lyder nogle bump. Det er mandag morgen den 16. december 1996. Klokken er ca. 01:00 og natten er mørk. Pludselig går døren op til soveværelset. Peter på 17 år synker sammen i døren og stønner "mor hjælp mig". Vi farer ud af sengene og tænder lyset. Peter ligger nu sammensunket på dørtærsklen og gisper efter vejret. Vi får slæbt ham ud på badeværelset og lagt ham så luftvejene er frie. Hans krop er rød som en kogt hummer, fuld af knopper og brænder af varme. Min kone ringer til alarmcentralen medens jeg forsøger at diagnosticere ham. Der er ved at gå panik i mig medens Peter gisper efter vejret.

Jeg farer ind til min kone og råber højt medens hun taler med vagthavende på politistationen "Se for h...... at få den ambulance frem - det er ikke en diskussionsklub" og løber tilbage til Peter der er ved at komme til sig selv.

Endelig kommer ambulancen og Falckredderne giver Peter ilt tilsat Ventoline for at åbne bronkierne. På skadestuen får han piller og et skud adrenalin og bliver derefter indlagt i to dage på intensiv til observation. Efterfølgende tages der flere allergi prøver på både Bornholms Centralsygehus og Rigshospitalet, men begge må opgive - de kan ikke finde årsagen til hans anafylaktiske chok. Siden har Peter haft to anfald som dog blev mindre dramatiske da de blev taget i opløbet. Den ene gang måtte han dog indlægges i et døgn.

Da lægekundskaben havde opgivet ville vi forsøge alternativ behandling. En bekendt fortalte, at hendes mand var allergiker men efter et besøg hos en healer kunne han lægge medicinen på hylden. Han heales hver tredje måned og er i dag medicinfri.

En healer!! Er det ikke noget flip som jeg så engang i en TV-udsendelse fra Philipinerne? Her stod healere og hev blodigt kød ud af kroppen på folk - humbug og snyd. Men selv om vi var meget skeptiske, må der alligevel være noget om de efterhånden mange historier vi havde hørt. Ikke alt kunne være humbug. Da vi begge tidligere har prøvet alternativ behandling som kinesiologi med succes, beslutter vi at give en healer chancen for at hjælpe Peter. Valget falder på en healer, som var meget positivt omtalt. Desværre har healeren (på det tidspunkt) seks måneders ventetid, så Peter skrives op hvis der skulle komme et afbud forinden. Det gør der ikke, og han har ingen anfald i den mellemliggende tid.

Drevet af nysgerrighed, vil jeg med og se hvad healeren gør ved Peter. På min (sædvanlige) "friskfyrsagtige" og overfladiske facon, spørger jeg healeren om, jeg kan få at vide hvornår jeg skal dø! Jeg har indtil nu levet 8 år længere end min far der døde af blodprop allerede som 43 årig. Mit liv har altid været stresset og uden meget tid til ro eller hvile - ferie var fandens opfindelse. Dagens norm var hjertebanken, søvnbesvær og intet kunne gå hurtigt nok.

Jeg holder meget af udfordringer og hvis noget interesserer mig, kan jeg ikke sige nej til opgaven, selv hvis tiden er knap. Hvis jeg derfor fik at vide hvornår jeg skulle herfra, kunne jeg måske ændre mit liv. Hvis det var i nær fremtid skulle det være "her og nu"! Hvis det var om nogle år, kunne jeg nok fortsætte min livsførelse lidt endnu! Men det ville healeren ikke fortælle. Selv om der (på det tidspunkt) var 6 mdr.s ventetid, ville healeren dog gerne se mig allerede 5 dage senere, hvilket undrede mig en del. Senere gik det op for mig, at healeren havde "set", at jeg havde brug for hjælp.

Det første besøg hos healeren.
"Du har haft en hård barndom. Du vil hele tiden leve op til din (afdøde) fars krav. Du stiller store krav til dig selv og andre. Alt skal helst være perfekt. Du har ondt i ryggen og i skulderen. Du skal sige nej til nye opgaver. Din kone har brug for dig, og andre mere personlige ting, for at slutte af med, du har en blodprop på vej".

Jeg er helt mundlam! Healeren fortæller i samme sekund jeg træder ind i klinikken. Healeren kender ikke min baggrund eller familie. Alligevel står hun her og fortæller ting som kun jeg ved! Jeg er chokeret og tavs. Jeg bliver healet, og får nogle personlige råd som vækker dyb eftertanke. Medens vi taler hører jeg døren gå op og i, og gør tegn til at gå for at give plads til den næste klient. Men healeren siger "Bare tag det roligt, der er ikke nogen - det er ånden" hvorefter jeg åbner døren og kikker ind i - et tomt venteværelse!

På vej væk fra klinikken er jeg ved at tudbrøle, men det gør "sådan en stor mand ikke"! Men healeren ligefrem suger åbenhed og ærlighed ud af mig, og jeg får fortalt, at jeg har svært ved at komme derfra fordi jeg er ved at tude. På min arbejdsplads har jeg en kollega med en syg søn som bruger samme healer. Hun har fortalt kollegerne, at jeg har behov for fred når jeg kommer tilbage, hvilket absolut er rigtigt. Jeg er så træt, at jeg senere sover to timer midt på dagen. Morgenen efter en god nats søvn uden den sædvanlige "roteren rundt i sengen" siger min kone, at jeg har snorket meget mindre end jeg plejer. På vej til arbejde er jeg mærkelig nok ikke irriteret på de sløve bilister eller de "nokkefår" der altid parkerer dumt ved bageren! Selv en morgensur kollega kan ikke rive mig af pinden - hvad er der sket med mig???

Under mit andet besøg hos healeren sker der noget i kroppen når jeg heales i min venstre pande. En gennemstrømning, ikke af varme, ikke elektrisk, en følelse som ikke kan beskrives gør, at kroppen igen bringes i balance. Men 50 års misbrug af krop og sjæl kan nok ikke bringes i balance på en eller to behandlinger, så vi aftaler, at jeg skal heales hver tredje måned.

Det er mandag morgen den 7. september 1998 omkring klokken 2:00. Nu har jeg vendt og drejet mig siden kl. 22:30 hvor jeg gik i seng for at være udhvilet til morgendagens flytur til København. Efter en uges ferie glæder jeg mig til at komme på arbejde, men er alligevel irriteret over, at skulle starte efter ferien med en kursusdag i København! Jeg vil hellere møde i Rønne og se hvilke opgaver der ligger og venter på mig.

Der er varmt i soveværelset og jeg sveder fælt. Står op, drikker vand og går i seng og "roterer videre". Ved to-tiden mindes jeg, at healeren til en fælleshealing har fortalt, at man kan lægge sig med hånden på hjertet og tænke på hende, så hjælper det. Nå, det kunne vel ikke skade og i øvrigt er der alligevel ingen der ser mig så jeg prøvede. Hånden på hjertet, tænke på healeren og se hendes billede som netop havde været på forsiden af "Ugebladet Søndag" foran mig - så skete der noget! En fredfyldt ro bredte sig i øjeblikkeligt i kroppen og jeg slappede af fra isse til tå. Det føltes som om, at jeg faldt blidt ned i en dyne vat og et syn af en kraftig hvid tunnel omgivet af sløret dis kom til mig. Den mindede om det syn som genoplivede mennesker kan berette om. Det næste jeg oplever er vækkeurets summen klokken 06:30! Hvad betyder det? Jeg er ikke bange men ville ønske jeg kendte svaret.

Peter har ikke siden haft anfald. Jeg har ikke skåret ned på aktiviteterne men er lidt blevet bedre til at undgå stress. Det er lykkedes mig at sige fra overfor nogle opgaver - for blot at påtage mig andre!

Jeg er begyndt at tro på det overnaturlige som ifølge healeren er naturligt, men som kun få kan praktisere fordi vi ikke har lært at bruge de kræfter vi har fået fra naturens hånd. Var Jesus i virkeligheden en healer? Er healeren en engel som er sendt herned til låns i en menneskekrop? Hvad når kroppen ikke kan mere, låner healeren så en anden krop eller er verdenen blevet så meget bedre, at hun kan drage til andre steder i universet? Tankerne flyver igennem hovedet, men for mig vil healeren altid være "min engel". Hun har åbnet mine øjne og lært mig at se anderledes på livets værdier - og givet mig troen på, at der er mere imellem himmel og jord.

Til toppen